LOVOT – en social robot til personer med demens

Kort om projektet

LOVOT

Demens er en kronisk sygdom, som kan medføre hukommelsesbesvær, samt påvirke mentale færdigheder og sociale kompetencer. Internationale videnskabelige studier viser, at brugen af sociale robotter, som redskab til personer med demens kan forbedre humøret, forbedre det sociale engagement, samt reducere negative følelser blandt demensramte. En social robot defineres som en robot, der er i stand til at kommunikere verbalt og/eller nonverbalt, samt tilpasse sin adfærd ud fra dens omgivelser.

Formålet med dette studie er at undersøge:

  • Hvordan beboere med demens tager imod en social robot
  • Om den sociale robot LOVOT kan øge trivslen for beboere med demens i nuet og på længere sigt
  • Fordele og ulemper ved at bruge LOVOT som et redskab i kommunikationen med beboere med demens
  • Hvordan plejepersonalet oplever at bruge en social robot i samspillet med beboere med demens
  • Etiske aspekter ved at bruge en social robot i samspillet mellem personale og beboere med demens

LOVOT

LOVOT er en social robot designet af Groove X.

Navnet, LOVOT, er en sammentrækning af Love og Robot. LOVOT er udviklet for at skabe glæde, hvilket den gør med dens udviklende personlighed og genkendelse af personer. Med dens øjne og kropssprog kan LOVOT vise følelser. Derudover kan den blive varm som et levende væsen og sige lyde.

Målgruppen

Projektets målgruppe er beboere med demens, bosiddende på plejecentre i Aalborg, Viborg eller Skive Kommune, som er ensomme, har høj arousal eller har introvert adfærd.

Parter i projektet

  • Mou Plejecenter, Aalborg
  • Skovvænget, Bjerringbro
  • Skovbakkehjemmet, Skive
  • Kvalitets- og Innovationsenheden, Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune
  • Test- og Udviklingscenter for Velfærdsteknologi (TUCV), Viborg
  • Laboratoriet for Velfærdsteknologi, SMI, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, AAU

Internationale samarbejdspartnere

  • GROOVE X, Inc., Tokyo, Japan

Finansiering

LOVOT er stillet gratis til rådighed af den japanske virksomhed GROOVE X (https://groove-x.com/en/). Projektet er støttet økonomisk af Sundhedsstyrelsen med et beløb på 686.120 kr.

Kontakt

Professor Birthe Dinesen
Email: bid@hst.aau.dk