iTrain

Telerehablitering af Patienter med KOL

Kort om projektet

I Tromsø i Norge har der fra 2012-2014 været gennemført et pilotstudie med telerehabilitering af patienter med lungesygdommen KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) med brug af gangbånd i eget hjem, iltmåling, elektronisk dialog og videokonference mellem forsøgspersonerne og en fysioterapeut. Studiet har vist positive resultater i forhold til at forebygge genindlæggelse og give en bedre livskvalitet for patienter med moderat, svær eller meget svær grad af KOL. Med udgangspunkt i dette pilotforsøg er iTrain et studie mellem tre sundhedscentre i tre lande med fokus på telerehabilitering af patienter med KOL i eget hjem gennem 2 år. Forsøget vil således foregå samtidigt i Danmark, Norge og Australien. Forsøget har til formål at sammenligne tre rehabiliteringsformer for patienter med KOL i Norge, Australien og Danmark.

I Danmark foregår forsøget i et samarbejde mellem Esbjerg Sundhedscenter, Lungemedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus og Aalborg Universitet. Projektet er godkendt af Den Videnskabsetiske Komite for Region Nordjylland, Datatilsynet og gennemføres efter Helsinki Deklarationen.

Målgruppe

Målgruppen i forsøget er patienter med moderat, svær eller meget svær grad af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Forsøgspersonerne skal være mellem 40 – 80 år og have bopæl i Esbjerg Kommune.

Tre rehabiliteringsformer sammenlignes

Gruppe A: Telerehabiliteringsprogram

Denne gruppe af forsøgspersoner skal deltage i et telerehabiliteringsprogram. Forsøgspersonen skal træne i eget hjem på et gangbånd, måle blodets iltmætning. Endvidere får forsøgspersonen adgang til en portal med mulighed for at se egne målinger, være i dialog med en fysioterapeut elektronisk og holde videokonference med en fysioterapeut via en tavle-computer under træningen. Der vil også være mulighed for at deltage i videokonferencer med andre af forsøgspersonerne i projektet under træningen i hjemmet. Forsøgspersonen er tilknyttet Esbjerg Sundhedscenter, og en fysioterapeut vil i samarbejde med forsøgspersonen udvikle et individuelt træningsprogram til vedkommende. Træningsprogrammet består af interval- og vedligeholdelsestræning på gangbåndet samt styrkeøvelser). Forsøgspersonen skal træne 3 timer med intervaltræning per uge eller 3 timer med vedligeholdelsestræning per uge på gangbåndet. Forsøgspersonen skal træne mindst en halv time og højst en time ad gangen på gangbåndet. Hver aften skal forsøgsdeltageren måle blodets iltmætning, puls samt svare på spørgsmål om sin generelle helbredstilstand via tavlecomputeren. En fysioterapeut på Esbjerg Sundhedscenter vil give forsøgspersonen feedback på de indmeldte data og træningen i øvrigt.

Gruppe B: Træning i eget hjem

Denne gruppe skal træne i eget hjem på gangbånd. Forsøgspersonerne er tilknyttet Esbjerg Sundhedscenter, og en fysioterapeut vil i samarbejde med den enkelte forsøgsperson udvikle et individuelt træningsprogram, som udleveres på papir. Træningsprogrammet består af interval- og vedligeholdelsestræning på gangbåndet samt styrkeøvelser. Forsøgsdeltageren skal træne 3 timer med intervaltræning per uge eller 3 timer med vedligeholdelsestræning per uge på gangbåndet. Forsøgspersonen skal træne mindst en halv time og højst 1 time ad gangen på gangbåndnet. Efter at forsøgspersonen er blevet oplært i brug af udstyret, skal vedkommende selv stå for egen træning i hverdagen.

Gruppe C: Traditionelt rehabiliteringsprogram

Denne gruppe deltager i et traditionelt rehabiliteringsprogram for patienter med KOL på Esbjerg Sundhedscenter.

Formålet er at sammenligne grupperne A, B & C på parametrene genindlæggelse, oplevet livskvalitet, mestring af sygdom, oplevelse af udbytte af patientuddannelse og forbrug af sundhedsydelser mellem de forskellige rehabiliteringsformer.

Video og yderligere information

Se TV indslag på TV Syd.

Læs mere ved Nasjonalt Senter for e-Helseforskning, Norge: Langsiktig og helhetlig telerehabilitering av KOLS-pasienter. En multisenter randomisert kontrollert studie.

iTrain Publikation

Du kan kort læse om iTrain i denne pjece.

Finansiering

Forsøget er initieret af projektleder Paolo Zanaboni, PhD, Norwegian Centre for E-health Research, University Hospital of North Norway, Tromsø, Norge. Norges Forskningsråd finansierer projektet med et samlet budget på 6 mio. NOK.

Kontakt

Professor Birthe Dinesen
Email: bid@hst.aau.dk